Menu

Dødsfald

image
09. juli 2014 kl. 03:01
MINDEORD FOR VERNER VIGGER HANSEN... ÆRESMEDLEM I FIX SIDEN 1974.

Endnu en af klubbens "gamle kæmper" er ikke mere. Mandag den 7.juli afgik Verner ved døden på sin 87 års fødselsdag. Verner har i det sidste års tid kæmpet med et slidt hjerte og deraf følgende komplikationer, men måtte give op til sidst, hvor han det sidste halve års tid var flyttet hjemmefra og boede på plejehjem i Bystævneparken. Verner har gennem hele sit sygdomsforløb været omgivet af sin familie, som er en rigtig kærnefamilie, som har støttet hinanden i den svære tid, hvor hans hustru Aase gennem næsten 64 år, har haft brug for hjælp og støtte af familie og venner. Verner har ønsket, at hans bisættelse skal foregå i stilhed med den nærmeste familie.

Verner har været i klubben i 55 år, hvor han har spillet fodbold og badminton, samtidig har han bidraget med 3 sønner som har spillet fodbold i klubben. Den ene af sønnerne Per Vigger er stadig aktiv i klubben. Det er noget af en præstation, han her har ydet. Desuden har han gennem de fleste år været aktiv i trænergerning  af ungdom gennem en lang periode. Desuden har han været aktiv med bestyrelsesarbejde i både i hovedklubben og i Gamle Fixere, hvor han været til uvurderlig støtte for FIX. Desuden har han været festarrangør, rejsearrangør og altid været med, hvor der var brug for hjælp i klubben, så han har haft en stor berøringsflade i klubben, hvor alle kendte ham og hans hustru Aase, som også har givet en hånd med, når der var brug for hjælp.

Mange af os Gamle Fixere har været på adskillige rejser både udenlands og indenlands, hvor vi har haft nogle fantastiske stunder sammen med Verner og Aase, som vi vil se tilbage på med meget stor glæde og mange gode minder i bagagen, som vi heldigvis har foreviget med billeder og film.

Der er mange af klubbens medlemmer som kendte Verner som vil komme til savne ham, men som han sagde til mig, da jeg besøgte ham på plejehjemmet , at livet måtte gå videre uden ham, for intet varer evigt, var hans ord.

ÆRET VÆRE VERNERS MINDE

Ove Thulstrup

Luk